Efter generalforsamlingen – hvad bestyrelsen skal gøre nu
Nu er den nye bestyrelse konstitueret, men mange bestyrelser mister momentum efter generalforsamlingen. Her gennemgår vi de vigtigste opgaver - fra konstituering til opfølgning - med en gratis handlingsplan-skabelon.

Indlægget er generel vejledning og ikke juridisk rådgivning. Jeres vedtægter kan have andre regler og frister end dem, der er beskrevet her – tjek dem altid.
Den korte version: Er generalforsamlingen netop overstået? Her er en guide til de vigtigste opgaver, der venter den nye (eller genvælgte) bestyrelse. Inkl. en gratis handlingsplan-skabelon.
Hvis din forening bruger Boligforeningsweb, så har vi et internt værktøj (modulet “Opgaver”), som vil løse denne opgave meget godt.
Nu tilbage til teksten.
Der er en mærkelig ting ved generalforsamlinger: Forberedelsen fylder enormt, men dagen efter er der ofte helt stille. Referatet skal skrives, nye medlemmer skal indsluses, og de beslutninger, der blev vedtaget, skal føres ud i livet.
Alligevel er det præcis her, mange bestyrelser taber momentum. Ikke fordi de er ligeglade, men fordi hverdagen tager over.
Denne guide hjælper jer med at holde fast i det vigtigste de første uger efter generalforsamlingen.
De første uger efter generalforsamlingen
Her er overblikket. Detaljerne følger nedenfor.
| Hvornår | Opgave | Typisk ansvarlig |
|---|---|---|
| Samme aften | Aftal dato for det første bestyrelsesmøde | Formanden |
| Inden for 1–2 uger | Konstituér bestyrelsen: fordel næstformand, sekretær og kasserer | Bestyrelsen |
| Inden for en uge | Send en kort opsummering af beslutningerne til medlemmerne | Formanden eller sekretæren |
| Vedtægternes frist | Skriv, underskriv og del referatet | Referenten, dirigenten og bestyrelsen |
| Første bestyrelsesmøde | Lav en handlingsplan for beslutningerne | Bestyrelsen |
| Hurtigst muligt | Overdrag dokumenter, opgaver, kontakter, roller og adgange til nye medlemmer | Formanden og de afgående |
Konstituering af bestyrelsen
Hvis der er nye medlemmer i bestyrelsen, eller hvis nogen har skiftet rolle, skal bestyrelsen konstituere sig. I andelsboligforeninger og ejerforeninger vælges formanden normalt direkte af generalforsamlingen. Bestyrelsen fordeler selv de øvrige roller – næstformand, sekretær og kasserer. I grundejerforeninger står det i vedtægterne. Tjek jeres vedtægter.
Det sker typisk på det konstituerende bestyrelsesmøde – det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen. Jo hurtigere, jo bedre. Det giver klarhed om, hvem der gør hvad – og hvem der er kontaktperson udadtil.
Hvis bestyrelsen er uændret, er der ikke nødvendigvis behov for ny konstituering. Men det kan være en god lejlighed til at justere, hvis nogen gerne vil bytte roller.
Skriv referatet og del det
Referatet bør skrives så hurtigt som muligt efter generalforsamlingen. Detaljerne bliver hurtigt uklare – og der er også en frist:
- Andelsboligforeninger: Efter den vejledende normalvedtægt for andelsboligforeninger skal protokollatet sendes ud senest én måned efter (§ 24).
- Ejerforeninger: Efter normalvedtægten for ejerforeninger skal referatet være tilgængeligt senest fire uger efter (§ 13, stk. 2).
- Grundejerforeninger: Fristen står i vedtægterne.
Tjek altid jeres egne vedtægter.
Et godt referat dækker:
- Hvad der blev besluttet (ikke alt, der blev sagt). I ejerforeninger skal referatet efter normalvedtægten også gengive de væsentlige drøftelser.
- Resultatet af afstemninger
- Hvem der blev valgt
- Eventuelle opgaver, der blev pålagt bestyrelsen
Når referatet er klar, skal det underskrives – efter normalvedtægterne i ejerforeninger af dirigenten og formanden, i andelsboligforeninger af dirigenten og hele bestyrelsen. I grundejerforeninger følger I vedtægterne. Derefter deles det med alle medlemmer. Underskrifterne kan klares med digitale underskrifter.
Del det ét sted, hvor folk kan finde det igen. Ikke i en mail, der forsvinder ned i indbakken.
Kunne man overveje et digitalt dokumentarkiv?
Følg op på beslutningerne
Det her er det vigtigste punkt. Og det er det, de fleste springer over.
Hvis generalforsamlingen besluttede, at bestyrelsen skal undersøge muligheden for nye cykelstativer, så skriv det ned som en konkret opgave. Med en ansvarlig person. Og en deadline.
Det lyder overorganiseret, men alternativet er, at ingen gør noget og at det dukker op igen næste år som en frustration.
En simpel handlingsplan med fire kolonner er nok – for eksempel sådan her:
| Beslutning | Ansvarlig | Deadline | Status |
|---|---|---|---|
| Undersøg nye cykelstativer | Næstformand | 1. maj | I gang |
Gennemgå den på hvert bestyrelsesmøde. Så falder intet mellem to stole.
Overdragelse til nye bestyrelsesmedlemmer
Hvis der er nye i bestyrelsen, er det afgørende at give dem en god start. Det behøver ikke være en stor proces – men det skal ske.
De vigtigste ting:
- Adgang til foreningens dokumenter (vedtægter, referater, regnskab)
- Overblik over igangværende opgaver og aftaler
- Kontaktoplysninger til relevante personer (revisor, administrator, vicevært, håndværkere)
- Login til foreningens systemer
Det er overraskende, hvor mange nye bestyrelsesmedlemmer, der starter uden at have set vedtægterne. Gør det nemt for dem.
Fra supporten: nye i bestyrelsen – husk systemerne
Kort efter en generalforsamling skrev et bestyrelsesmedlem til os. Der var kommet nye medlemmer i bestyrelsen, og hun ville gerne rette kontaktoplysningerne på foreningens offentlige hjemmeside. Men hun kunne ikke finde ud af, hvordan det skulle gøres.
Vores svar var at tage det i to trin: Først fordele de nye roller til de rigtige personer – og fjerne rollerne fra dem, der var stoppet. Derefter rette kontaktsiden på hjemmesiden.
Pointen er enkel: Efter et valg skal roller og adgange opdateres. Ellers står de forkerte som kontakt udadtil. Læs mere om roller og tilladelser i Boligforeningsweb.
Kommunikér til beboere og medlemmer
Generalforsamlingen er ikke kun et internt bestyrelsesanliggende. Medlemmerne bør vide, hvad der blev besluttet. Også dem, der ikke deltog.
En kort opsummering af de vigtigste beslutninger – sendt ud inden for en uge – er en lille indsats med stor effekt. Det viser, at bestyrelsen tager beslutningerne alvorligt, og det skaber gennemsigtighed.
Det behøver ikke være langt. 5-10 sætninger er rigtigt fint.
Et tip: Sæt dato for næste bestyrelsesmøde
Inden folk går hver til sit efter generalforsamlingen, er det en god idé at aftale, hvornår det første bestyrelsesmøde finder sted. Helst inden for 1-2 uger.
Det holder momentum. Og det giver nye bestyrelsesmedlemmer noget konkret at se frem til.
Gratis handlingsplan-skabelon
Jeg har lavet en simpel handlingsplan-skabelon, som I kan bruge til at holde styr på de beslutninger, der blev truffet på generalforsamlingen. Den har fire kolonner: beslutning, ansvarlig, deadline og status.
Den er ikke mere kompliceret end det. Og det er meningen.
👉 Download handlingsplan-skabelon
Afslutning
Generalforsamlingen er bare starten. Det er det, der sker bagefter, der afgør, om beslutningerne faktisk bliver til noget.
Med et hurtigt referat, en klar handlingsplan og en god overdragelse til nye medlemmer er I godt på vej.
Vil I samle dokumenter, referater og opgaver ét sted, kan I kigge på Boligforeningsweb. Så slipper den nye bestyrelse for at starte forfra.
Kilder
Lovhenvisninger og kilder er tjekket 6. oktober 2026.
- Ministeriets normalvedtægt for andelsboligforeninger (vejledende), §§ 24–26 (tjekket 6. oktober 2026)
- Normalvedtægt for ejerforeninger (bekendtgørelse nr. 1738 af 29. november 2020), §§ 9, 13, 14 og 16 (tjekket 6. oktober 2026)
Ændringslog
- 6. oktober 2026: Tilføjet overblik og handlingsplan som tabeller, frister for referatet med kilder og et eksempel fra supporten, og rettet reglerne for hvem der vælger formanden og underskriver referatet.
- 15. april 2026: Indlægget er udgivet.







