Fremmødeliste til generalforsamlingen – praktisk guide og gratis skabelon
Fremmødelisten er ikke bare en formalitet. Den afgør, om generalforsamlingen kan træffe gyldige beslutninger. Så den er meget vigtig. Her er en guide til, hvordan I gør det nemt og jeg giver en gratis skabelon.
Den korte version
Skal I registrere fremmøde til generalforsamlingen? Her er en kort guide til, hvorfor det er vigtigt, og hvordan I gør det uden at skabe kø ved døren. I får en gratis fremmødeliste.
Fremmødelisten er et af de dokumenter, der virker kedelige, men som faktisk er ret vigtige. Den afgør nemlig, om generalforsamlingen er beslutningsdygtig. Og den dokumenterer, hvem der var til stede, når beslutningerne bliver trukket frem igen om et par år.
Alligevel er det overraskende, hvor mange foreninger improviserer med et stykke papir ved døren.
Det behøver ikke være mere kompliceret end det. Men det skal gøres rigtigt.
Hvorfor er fremmøderegistrering vigtig?
To grunde:
Beslutningsdygtighed. Mange vedtægter kræver, at et vist antal medlemmer er til stede (eller repræsenteret via fuldmagt), før generalforsamlingen kan træffe gyldige beslutninger. Uden en korrekt fremmødeliste kan I ikke dokumentere, at kravet er opfyldt.
Dokumentation. Fremmødelisten er en del af generalforsamlingens dokumentation på linje med referatet. Den viser, hvem der deltog, og hvem der var repræsenteret via fuldmagt. Det kan have betydning, hvis beslutninger senere bliver udfordret.
Hvad skal fremmødelisten indeholde?
Hold det simpelt. En god fremmødeliste har typisk disse kolonner:
- Navn
- Adresse eller lejlighed/matrikelnummer
- Underskrift
- Fuldmagt (ja/nej – og i givet fald for hvem)
Det er det. Ikke mere end det.
Hvis I vil, kan I tilføje en kolonne til e-mail, men det er ikke et krav. Det kan dog være praktisk, hvis I vil sende referatet ud bagefter.
Sådan gør I det i praksis
Sæt en registrering op ved indgangen til lokalet. Gerne med et bord og en person, der hjælper. Det kan være et bestyrelsesmedlem eller en frivillig.
Hav listen klar på forhånd. Hvis I allerede kender navnene på foreningens medlemmer (det gør I forhåbentlig), kan I printe en liste med alle navne og lade folk sætte kryds og underskrift. Det går markant hurtigere end at lade alle skrive deres fulde navn i hånden.
Beboerlisten i Boligforeningsweb kan med fordel printes ud.
Tjek fuldmagter med det samme. Når en person møder op med fuldmagt, skal det registreres hvem har givet fuldmagten, og hvem bærer den. Det er nemmere at afklare ved døren end midt under en afstemning.
Læs alt om fuldmagter og få gratis skabeloner til fuldmagter her.
Start registreringen 15-20 minutter før generalforsamlingen begynder. Så undgår I kø, og dirigenten kan åbne til tiden med et korrekt tal for fremmødet.
Et tip: Annoncér fremmødetallet
Når generalforsamlingen åbner, bør dirigenten annoncere, hvor mange medlemmer der er til stede – inkl. fuldmagter. Det viser, at forsamlingen er beslutningsdygtig, og det giver gennemsigtighed fra start.
Det tager 10 sekunder og fjerner enhver tvivl.
Hvad gør I, hvis fremmødet er for lavt?
Hvis vedtægterne kræver et bestemt fremmøde for beslutningsdygtighed, og det ikke er opfyldt, kan I typisk ikke træffe bindende beslutninger.
De fleste vedtægter har en bestemmelse om, at en ny generalforsamling kan indkaldes – og at den er beslutningsdygtig uanset fremmøde. Tjek jeres vedtægter for den præcise formulering.
Det er ærgerligt, men det er bedre at gøre det rigtigt end at risikere ugyldige beslutninger.
Gratis fremmødeliste
Jeg har lavet en fremmødeliste, som I kan printe og bruge direkte. Den har kolonner til navn, adresse, underskrift og fuldmagt – og plads til at notere det samlede fremmødetal i bunden.
Afslutning
Fremmøderegistrering er ikke glamourøst. Men det er en af de ting, der viser, at bestyrelsen har styr på det formelle – og det gør resten af generalforsamlingen nemmere.
Med en forberedt liste og en klar proces ved døren kan I starte til tiden og med ro i maven.
Vil I have en digital oversigt over foreningens medlemmer, som I kan bruge som udgangspunkt for fremmødelisten, kan I kigge på Boligforeningsweb.